Skibby

Hornsherred – halvøen mellem Isefjord og Roskilde Fjord – har Skibby som hovedby, beliggende mellem Frederikssund og Roskilde og Holbæk. Skibby har over 3.000 indbyggere og ligger ca. 15 km. fra Frederikssund. Skibby er en aktiv handelsby med stort set alt i dagligvarebutikker, apotek, lægehuse, bageri, hyggelige specialbutikker med te og vin, smørrebrød og delikatesser samt flere spisesteder. På Hovedgaden ligger også Skibby Kino, der drives af frivillige og altid har aktuelle film samt hyggelig cafe og specielle arrangementer. Byen har en god skole, lækker ny 0-6 års daginstitution, bibliotek, motionscentre, byggemarkeder, sportshal og et rigt sportsliv samt mulighed for kulturelle oplevelser i Fabrikken på Skuldelevvej, der arrangerer koncerter, stand-up shows m.m., og på Selsø Slot arrangeres klassiske koncerter.
Her er god offentlig transport til Frederikssund og Roskilde. Det lokale erhvervsliv og lokale ildsjæle investerer mange kræfter i synliggørelse og udvikling af hele området – med god effekt.
Placeret midt på Hornsherred – mellem Roskilde Fjord og Isefjord – er skønne naturoplevelser ganske tæt på, uanset hvilken retning, man tager i.